I 1743 i oktober så reiser Major Peter Schnitler i Lyngen på oppdrag av den Dansk-Norske kongen, for å forberede for de norske ingeniører med medhjelpere som skall gå opp grensen mot Sverige. Det juridiske og administrative forarbeidet som kreves er ikke ubetydeligt. Efter hundretals år av fiendskap mellom Danmark-Norge og Sverige, som ofte forårsaket krig mellom broderfolken, så skall grensen mellom Norge og Sverige til slutt fastsettes. Arbeidet blir klart i 1751 med undertegnelsen av grensetraktaten.
Den 17-26 oktober 1743 holder Schnitler rettsforhør i Djupvik i Lyngen. De lokale vidner er Iver Johanssen, født i Enontekis av svenske lapper, Hans Hansen Qven, født i Qvænland, Lars Thommesen, født i Enontekis av svenske lapper, Lars Larsen Spen, født i Enontekis av svenskelapper. De to siste vidner er Mikkel Qven og Jacob Nyestedt. Mikkel og Jacob er både født i Tornestad. Schnitler beklager at alle "svenske østlapper" (nomadiserende reindriftssamer) ikke kan treffes da de har flyttet til vintervistene. I Skibotn, hvor han håper å treffe østlapper på markedet, overnatter han i en "Finne-Gamme". Han treffer inga østlapper. Derfra reiser han til "Løngenfiordz Botten til en Finne-Stue, Kieleng,..", hvor han treffer ytterligere et vidne, Anders Jonsen Omma, født "paa de Norske Fielde Vesten for Landzkiølen af Lappe-Forældre". Den 25. november 1743 settes retten på Kieleng, hvor Omma blir hørt av retten. Tilstede er 3 "Norske Søe-Finner til LaugRettesMænd". Protokollen er underskrivet på "Kieleng i Løngens botten d. 30 Novb. 1743" av Peter Schnitler, Jon Andersen Storberg, Niels Michelsen Kieleng og Erich Michelsen Kieleng. Schnitler tilbringer ytterligere tid på Kieleng. Den 9. desember underskriver han en forhørsprotokoll her tilsammen med Knud Jonsen Skogsspirdal, Jon Andsen Quit Berg og Arne Pedersen Nide Ros (skolemester). Dette efter å ha hørt Anders Pedersen Jons, født i Enontekis, Hendrik Guttormsen Jons, født i Enontekis, og sist Jon Mortensen Nurte, født i Jukkasjervi i Torne Lappmark.
I den beskrivning av Lyngen som Schnitler gør bemerker han at
i LøngensFiord ere kun 3 gamle Normænds Bønder Gaarder, de øvrige 42 Skatte-Jorder ere av Qvener-Bønder, som fra Torne Lapmark ere overkomne, og Boe- eller Søe-Finner, opprøddede og beboes;... (Schnitler, Bind II, side 340).
Om nordmenn, sjøsamer og fjellfinner skriver Schnitler at:
... De Folk, som nu omstunder boe her vid Malangens Fiord yderst ad Søe-Kanten, ere Norske Bønder, som i Leve-Maade, Nærings Brug, Sprog og Klædedrakt andre Normænd ere like; Inde i Fiorden tilholde de saa kallede Bue- eller Søe-Finner, hvilke bruge Gaarder og smaa Jord-Pladser samt Søe-Fiskerie, som andre Normænd: Men fra disse ere adskilte i Klæder, Sprog, og Sæder, giftende sig ikke gerne uden for deres Æt: Hvorj de nærmest komme øverEens med Field-Lappene; Dog u-lige disse i LeveMaaden, idet Søe-Finnene blive på eet Sted, nærende sig af deres Gaarder og Søe-Brug; derimot Field-Lappene med deres Reen vanke omkring, og fløtte fra et Sted til et andet (Schnitler Bind II 408).
I motsats til Malangen så forteller oss Guttormsen at i Lyngen, på øyene Arnøya, Kågen og Uløya var ytterøyene sommerboplasser for sjøsamene som hadde vinterboplasser lenger inne i fjorden. Alltså omkring 1700 bodde det ikke nordmenn i Lyngen "yderst ad Søe-Kanten." Fjorden var sjøsamisk helt ut til storhavet. Hellegropene på Arnøya er datert til mellom 600-900 AD. Hellegropene er stensatte groper i marken hvor man tror att sjøsamene i Lyngenområdet smeltet ned spekk fra sel og hval til eget bruk, men også skaffet sig olje som kunne brukes i byttehandel.
Schnitler prøver nu å få rede på hvordan "Søe-Finnene" hadde fått sine gårder. Han skriver:
... da man har spurt dem om deres Afkomst, og Adkomst til deres Gaarder, have de ej vidst, nogen Rede derfor at giøre, men alleene svaret: Deres Forfedre have der siddet for dennem fra u-mindelige Aar, og formeentlig have røddet disse Jorder til deres Boe-Pæl, og saaledes giort dem til Finne Odel; Dog skal disse Bue-eller Søe-Finner gemeenlig ej dyrke deres Gaarder med den Assiduitet (utholdenhet, flid), som Normænd, og derfor, end dog de staa for ganske taalelig og ringe Skat, oplader Een og anden deres Jorder til de Norske, som vide med større Vinskibelighet (driftighet) at bringe dem i Brug og Hævd (Schnitler Bind II 408).
Hvordan Per Hujas fikk gården Drabeng vet vi ikke, men han bodde der vid århundreskiftet og han er registreret som bruker i 1723. Han kan ha arvet gården etter sine foreldre som "Finne Odel" på samme måte som Schnitler beskriver ovenfor. For 300 år siden så var dette hva Schnitler så.
Om fjellfinnene skriver Schnitler at:
... deres boeskab bestaar i tamme Reen, mange eller faa, i en Tield, eller Telt, hvor de ligge i, og et par Kaaber-Kiedeler, hvorj de koge; de klæde sig mestetid i Reen-Skind, dog bruge om Sommern, for Regnens Skyld, Vadmels Klæder, de ligge på Reen-Skind, og have den meste føde av Reenen; De maa med deres Tield fløtte, og følge Reenen, naar denne et Sted har afbedet, til et andet; Deres Arbeide er let: at melke og vokte deres Reen imod Ulven, at gaa ut på Skøtterie, og fiske om Sommern, hugge smaa ved om Vintern til Brændsel; Ellers pløye de ikke, de saa ikke, de høste ikke; deres Qvindfolk sye allehaande Klæder av Reen-Skind...
Derimot sjøsamene beskrives slik:
Hvilke Søe-Finner have deres særdeles Sommer-Gammer, og særdeles Høst- og Vinter-Gammer, som de fløtte til; Saadan en deres Vaar-Gamme, naar ny, vorderes for 48 s. En Fæe-Gamme for 24 s; En Moese-Gamme for 8 s; En Fiske-Gamme for 8 s. Deres Boeskap bestaar i en Fisker-Baad, Snøre og Angel, 1. 2. à 4 Køer, faa Faar og tamme Reen, et par Kaaber-Kiedeler, og jern-Gryde, de koge i; De spise baade Vinter og Sommer kun 2 gange om Dagen, hvoraf det ene Maal er bogned, eller tør Søe-Fisk, døpped i Tran, uten Brød, hvorpaa de drikke kalt Vand; Det andet Maal er Supe av Meel og Vand med noget Kiød, eller Feedt i; Disse Søe-Finners Arbeide er heller ikke svart: Mandfolket hugge lidet Veed nær hos seg, ser under tiden ud til deres Reen for Ulvens Skyld, Fra Vor Frue Miss fløtte de til Søe-Siden, og fiske der til Helge miss, da de deres Høst- eller Vinter-Bye tilbage fare, Om Sommeren slaa de lidet Høe, og samle Moese til deres Creature, giøre da et par Kieredzser (pulker); Qvindfolket roses særdeles for deres Flittighet, som mest føde deres Qvæg med Reen-Moese, varmed i sydende Vand, med kogde Fiske-Hoveder og Been i (Schnitler Bind III 122).
(Min mamma gjorde sø til dyrene).
Om "De Norske Boemænd i Finmarken" (Nord-Troms og Finnmark) skriver Schnitler at de
...spise 3 a 4 gange om Dagen, kan ej komme til rette med Tran til deres Mad, men bruge, i steden for Smør, Fiske-Levern med brød til. Disse Nordmænds Arbeide bestaar nu mest i at fiske på Søen, ej allene om Sommeren igiennom, men og naar stille Vejer er, om Vintern; ...